EXPLORA V
Explora JourneysOm skibet
Faciliteter
Rejseplan
04. december - 11. decemberCivitavecchia - Rom
Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…
Napoli
Italien
Seværdighederne er mange i Napoli, og de lokales hverdagsliv er i sig selv én af dem. Napolitanere er kendte for at være meget højlydte i deres omgang med hinanden, ligesom byen kan virke både snusket, larmende og kaotisk. Af samme grund mener mange, at det er her, du oplever det ægte og upolerede Italien. Gå langs Spaccanapoli – en lang, smal gade, der gennemskærer det historiske centrum – og beundr de historiske kirker, livlige pladser, udendørs caféer og unikke butikker. I bydelen Santa Lucia finder du de maleriske klynger af smalle ”trappegader” med bagerier, butikker med kunsthåndværk og små caféer, hvor de lokale drikker deres espresso. Vasketøjet hænger ofte på snore mellem husene, mens der føres samtaler fra den ene balkon til den næste. Et kulørt og livligt kvarter, der leder tankerne hen på gamle tegnefilm og ”Bella Notte”. Napoli byder på masser af kunst, kultur og historie. Det spændende arkæologiske museum fremviser bronzestatuer, freskoer og mosaikker samt Farnese-tyren, der er den største, antikke skulptur, der nogensinde er fundet. Der er hele to royale paladser i Napoli, hvor du på en rundtur ser værelser rigt dekoreret med gobeliner, freskoer, porcelæn og portrætter foruden store kunstsamlinger. Teatro di San Carlo er et af de største teatre i Europa og Italiens førende operahus. Det blev færdiggjort i 1737 med et ekstravagant interiør i rødt og guld med balkoner fordelt på seks etager – et design som efterfølgende arkitekter har stræbt efter at følge. Det samme gælder for pizzaen, som i sin simple Margherita-form siges at stamme fra Napoli – så enkelt, men så lækkert!
Messina - Sicilien
Italien
Lige ved strædet, der adskiller Sicilien fra det italienske fastland, og hvor de mytologiske søuhyrer, Skylla og Charybdis, i sin tid huserede, ligger Messina. En rigtig hyggelig by, der er udråbt til den bedste by i Europa, når det gælder street food. Efter et voldsomt jordskælv ødelagde store dele af byen i 1908, blev den genopbygget i Belle Époque stil med brede boulevarder og forholdsvis lave bygninger, hvilket gør, at Messina i dag adskiller sig udtryksmæssigt fra andre sicilianske byer. Messinas største seværdighed er – som i mange andre italienske byer – den harmoniske katedral, som her i byen flankeres af et flot astronomisk klokketårn. Længere nede ad kysten ligger middelalderlige Taormina, der nærmest rejser sig lodret op ad havet, og byder på smalle og snoede brostensbelagte gader, det arabisk inspirerede Palazzo Corvaja og ruinerne af et græsk teater. Og lige i nærheden ligger Etna – Europas højeste, aktive vulkan. Har du brug for et lille hvil, kan du sætte dig på en af de hyggelige caféer og nyde en forfriskende granité med smag af Siciliens solmodne citroner.
Athen
Grækenland
Krydstogtshavnen hedder Piraeus. Herfra er der ca. 12 km til centrum af Athen. I den græske hovedstad kan du gå på opdagelse i Demokratiets vugge, der gemmer på 5.000 års fortællinger om krige, menneskelig udvikling og velstand. Athen er en skøn blanding af gammelt og nyt, og således ligger gamle ruiner og moderne luksushoteller side om side og skaber en komprimeret diversitet, som ikke opleves mange andre steder i verden. Akropolis er selve symbolet på Athen og troner over byen, hvorfra det har overlevet mange forskellige civilisationer, hvis stemmer man næsten kan høre mellem de imponerende doriske søjler. Lige nedenfor Akropolis ligger det charmerende Plaka-distrikt, hvis smalle stenbelagte stræder gemmer på hyggelige restauranter og beværtninger samt finurlige butikker med spændende brugskunst. Athen er også fødestedet for de moderne olympiske lege, som har været afholdt stort set hvert 4. år siden 1896. Det oprindelige atletikstadion står stadig, så du kan løbe en runde eller forsøge med et længdespring eller blot sætte dig på tribunen og overvære andres anstrengelser.
Volos
Grækenland
Volos ligger ved foden af det mytiske Pelion-bjerg og er en mellemstor græsk havneby, hvor hverdagens rytme bæres af fiskekuttere, studerende og duften af friskbagt brød fra de små bagerier. Her blander moderne liv sig med sagn og historie, for netop fra Volos’ kyst sejlede Jason og argonauterne ud i jagten på det gyldne skind. I dag lægger promenaden langs havnen op til roligere eventyr med caféer, ouzerier og små tavernaer, hvor havets frugter serveres med udsigt til sejlbåde og bjergtoppe. En kort køretur bringer dig til Pelion-bjerget, hvor landsbyer med stenhuse, brostensbelagte stier og gamle platantræer emmer af en anden tid. Her finder du håndlavede sølvsmykker, lokale oste og marmelader af vilde bær, og udsigten skifter mellem skovklædte skråninger og glimt af havet langt nede. I selve Volos fortæller arkæologiske fund fra oldtidsbyen Dimini om områdets lange historie, og promenaden langs havnen indbyder til langsomme skridt og et glas ouzo i solen. Har du tid og eventyrlyst, kan du tage en dagsudflugt til Meteora - det dramatiske klosterkompleks, hvor middelalderlige bygninger balancerer på toppen af lodrette klippesøjler. Her mødes tro, stenhåndværk og natur i et af Grækenlands mest storslåede landskaber, kun et par timer fra Volos. Og tilbage i havnebyen føles det næsten uvirkeligt, at så mange verdener kan ligge så tæt.
Istanbul
Tyrkiet
Istanbul ligger, hvor to kontinenter mødes, og bærer sin historie som et lagdelt tæppe af kejserriger, tro og kultur. Her smelter Øst og Vest sammen i en by, der på én gang føles tidløs og fuld af liv. Minareter og kirketårne rager op over tagene, og både færger og moderne sporvogne krydser Bosporusstrædet, hvor Europa og Asien kun adskilles af få minutters sejlads. Et besøg i Hagia Sophia, der først var en kirke, siden blev til en moské, så et museum og nu atter en moské, giver et glimt af byens komplekse sjæl. Indenfor mødes kristne mosaikker og islamisk kalligrafi i et rum, hvor lyset filtreres blødt gennem kupler og hvælvinger. Ikke langt derfra rejser Den Blå Moské sig med sine seks slanke minareter og blågrønne fliseværk. Du kan gå på opdagelse i den overdækkede basar med labyrintiske gange af tæpper, smykker og håndmalet keramik eller søge ro i det smukke Topkapi-palads, hvor sultanerne i århundreder regerede over et imperium. I det moderne Istanbul leves livet langs promenader og tagterrasser, hvor byens konturer spejler sig i Marmarahavet. Og selv i denne storby, der aldrig står stille, kan du finde stille lommer, hvor teen serveres i buede glas, og tiden synes at bøje sig i respekt for alt det, der kom før.
Istanbul
Tyrkiet
Istanbul ligger, hvor to kontinenter mødes, og bærer sin historie som et lagdelt tæppe af kejserriger, tro og kultur. Her smelter Øst og Vest sammen i en by, der på én gang føles tidløs og fuld af liv. Minareter og kirketårne rager op over tagene, og både færger og moderne sporvogne krydser Bosporusstrædet, hvor Europa og Asien kun adskilles af få minutters sejlads. Et besøg i Hagia Sophia, der først var en kirke, siden blev til en moské, så et museum og nu atter en moské, giver et glimt af byens komplekse sjæl. Indenfor mødes kristne mosaikker og islamisk kalligrafi i et rum, hvor lyset filtreres blødt gennem kupler og hvælvinger. Ikke langt derfra rejser Den Blå Moské sig med sine seks slanke minareter og blågrønne fliseværk. Du kan gå på opdagelse i den overdækkede basar med labyrintiske gange af tæpper, smykker og håndmalet keramik eller søge ro i det smukke Topkapi-palads, hvor sultanerne i århundreder regerede over et imperium. I det moderne Istanbul leves livet langs promenader og tagterrasser, hvor byens konturer spejler sig i Marmarahavet. Og selv i denne storby, der aldrig står stille, kan du finde stille lommer, hvor teen serveres i buede glas, og tiden synes at bøje sig i respekt for alt det, der kom før.