Norwegian Viva
Norwegian Cruise LineOm skibet
Norwegian Cruise Line Viva er deres nyeste skib som sejlede for første gang i sommeren 2023. Skibet er en del af den helt nye Prima Class, som er designet til at man kan leve sine drømme fuldt ud.
På Norwegian Cruise Line Viva er der flere spisesteder, herunder hovedrestauranten, der serverer lækre retter til alle måltider, og specialrestauranterne, hvor du blandt andet kan smage essensen af Grækenland. Der er også flere barer, hvor man kan slappe af med en drink eller to.
Skibet har også en række underholdningsmuligheder, herunder Viva Speedway hvor der er en racerbane med tre niveauer. Derudover har skibet og The Drop & The Rush, som er en rutsjebane der strækker sig over 10 etager.
Alt i alt er Norwegian Cruise Line Viva et luksuøst skib, med aktiviteter for hele familien.
Rejseplan
15. juni - 24. juniRavenna
Italien
Ravenna ser måske stille ud på overfladen, men bag murene gemmer sig en af Europas mest spektakulære samlinger af mosaikker. Byen har hele otte steder på UNESCO's verdensarvsliste, og de små glasstykker i guld, blå og grønne nuancer danner billeder, der har overlevet i mere end 1.500 år. Basilica di San Vitale er højdepunktet - et bygningsværk fra det 6. århundrede, hvor vægge og kuppel er dækket af scener fra Bibelen udført i en detaljegrad, der stadig imponerer. Sammen med de øvrige kirker og mausoleer giver San Vitale et unikt indblik i den tid, hvor Ravenna var centrum for det vestromerske rige. Byen rummer også Dantes grav, hvor Italiens nationaldigter ligger begravet efter sine sidste år i eksil. Den enkle marmorsarkofag tiltrækker hvert år både litteraturinteresserede og besøgende, der vil mindes forfatteren til Den Guddommelige Komedie. Selve byen er præget af rolige gader, små torve og caféer, hvor hverdagslivet foregår i skyggen af historien. Og kun få kilometer væk lokker Adriaterhavet med brede strande og fyrreskove ved Marina di Ravenna - et oplagt modstykke til den koncentrerede kulturarv i byens centrum.
Kotor
Montenegro
Kotor er en lille perle af en by placeret mellem bjerge i bunden af en naturskøn bugt, og dens gamle del er en middelalderlig labyrint af snoede, brostensbelagte gader med museer, kirker og små pladser med hyggelige caféer. Den imponerende Sankt Tryphon katedral og dens udsmykkede facade er et must, ligesom San Giovanni fæstningen er værd at besøge til trods for de 1.350 trin, der skal forceres. Du belønnes nemlig med en spektakulær panoramaudsigt over bugten og byens røde tage samt flere pittoreske udsigter på vejen op og ned. Midt i bugten ligger Our Lady of the Rocks – en lille ø med en smuk kirke – og emmer af historie og myter, og den er også den nødvendige lille bådtur værd.
Dubrovnik
Kroatien
Charmerende Dubrovnik ligner med sine honningfarvede stenmure, røde tegltage og glitrende havudsigt noget fra et eventyr. Den smukke gamle bydel, der er fri for trafik, tager næsten vejret fra én med sin helt specielle atmosfære med marmorbelagte gader og flotte bygninger i forskellige stilarter. Rektorens palads fra det 15. århundrede blander f.eks. gotik og renæssance og huser en omfattende samling af malerier, møbler og andre genstande fra de 6 århundreder frem til Napoleons invasion i 1808, hvor Dubrovnik var en selvstændig stat. Gå også en tur på toppen af den imponerende bymur med vagttårnene og oplev den fantastiske udsigt over havet og byens tage. Vil du lidt væk fra folkemængderne, kan du tage en båd til den fredelige ø Lokrum, hvor påfugle går frit omkring, eller nyde udsigten fra bjerget Srd, som kan nås med svævebane.
Salerno
ItalienSalerno voksede frem som romersk havneby og blev i middelalderen kendt for sin lægeskole, der regnes for en af Europas ældste. Historien mærkes stadig, når du bevæger dig ind i den gamle bydel, hvor smalle gader bugter sig under hvælvede buer i sten, og domkirken med relikvier af Sankt Matthæus åbner sig i et miks af romansk og barok udsmykning. Herfra kan du gå på opdagelse mellem små værksteder, butikker og trattoriaer, hvor duften af friskbagt pizza og citrontærte fylder luften. Nede ved havet møder du en lysere side af byen: strandpromenaden, hvor caféer og palmer følger kysten, og færgerne lægger fra kaj mod Amalfi, Positano og Sorrento. De små kystbyer er berømte for deres stejle klipper og pastelfarvede huse, men Salerno giver dig en roligere base og et autentisk blik ind i Syditalien. Ser du op, knejser Castello di Arechi over byen, og fra borgens mure folder bugten sig ud - et panorama, der viser, hvorfor Salerno altid har været porten til Amalfikystens drama.
Civitavecchia - Rom
Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…
Livorno
Italien
Den italienske havneby Livorno fungerer som ”Porten til Toscana”, hvis landskaber er yderst fotogene med frodige skråninger dækket med vinmarker og sølvgrønne olivenlunde. Du kan således tage på en udflugt til Pisa og se Det Skæve Tårn eller til Firenze og gå på Ponte Vecchio og besøge Uffizi galleriet – et af de største italienske museer med en stor samling af uvurderlige værker fra især den italienske Renæssance. Cinque Terre – den berømte kyststrækning med de fem idylliske fiskerbyer med de farvestrålende huse, der har udsigt over de små havne fyldt med fiskerbåde – er også et yndet udflugtsmål fra Livorno, ligesom charmerende middelalderbyer som Siena med det karakteristiske, hældende torv og Lucca med de 12 meter høje bymure kalder på din opmærksomhed.
Nice
FrankrigNice har i århundreder været selve billedet på den franske Riviera. Byens særlige lys og klare farver har lokket både aristokrater og kunstnere til - fra de første britiske og russiske overklasseturister til modernismens store navne. Promenade des Anglais blev anlagt som deres elegante strandboulevard, og den er stadig Nices vartegn med sine palmer, hvide strandstole og udsigten over Middelhavets skarpe azur. I Vieux Nice snor gyderne sig mellem okker- og terrakottafarvede huse, hvor duften af friskbagte socca og krydderurter blander sig med lyden af markedspladsen Cours Saleya. Her er det ikke bare stemningen, men farverne i sig selv, der fascinerer - en palet af gult, rødt og blåt, som også satte sig i de lærreder, Matisse og Chagall malede under deres ophold i byen. I dag kan du opleve deres værker på de museer, der bærer deres navne, og som vidner om, hvordan Nice formede kunsten i det 20. århundrede. Men Nice er også glamour - en by hvor de tidlige aristokrater blev efterfulgt af filmstjerner og jetsettere, der satte Rivieraen på verdenskortet som et symbol på elegance. Fra bakkeskråningen Colline du Château åbner panoramaet sig - Middelhavet i dybblå nuancer, de røde tage i den gamle by og den uendelige kurve af Promenade des Anglais - et billede, der indrammer alt det, der gør Nice unik.
Marseille
Frankrig
Marseille er den største havn i Middelhavet og Frankrigs andenstørste by. Den er en sand smeltedigel af forskellige folk og kulturer og anses for at være en bro mellem Europa og Nordafrika. Det er en by, der er perfekt til bare at vandre omkring og indsnuse atmosfæren, mens man beundrer de arkitektoniske perler. I den maleriske gamle havn ligger yachts- og fiskerbåde side om side, og lige nord herfor finder du den historiske del af byen, Le Panier, hvis virvar af snørklede og stejle gader gemmer på små, skjulte pladser og gamle, høje huse med terrasser, hvor vasketøjet hænger til tørre. Ud for kysten domineres vyet af det berygtede Chateau d’If – fængslet på en lille klippeø, hvorfra Greven af Monte Cristo flygtede i Alexandre Dumas’ berømte roman. Fra Marseille kan du også udforske smukke og historisk interessante Arles og pavernes gamle by Avignon.
Barcelona
Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.